De små films store festival
Sidsel Nyholm | 15. januar 2011
Film om eksistensen En lille mormonsk skilandsby er hvert år vært for USA?s vigtigste filmfestival. Robert Redfords Sundance, der går løs i næste uge, har sat uafhængige amerikanske film på verdenskortet
Det meste af året er der stille i Park City, en konservativ mormonsk skilandsby i et lille hjørne af den vestlige amerikanske delstat Utah.
Men stilheden forvandles til et leben i 10 dage hver januar måned, når horder af filmbranchens lykkejægere vælter ind i de tilisede gader for at stå på ski, netværke, feste og – ikke mindst – se og vise film.
Sundance-filmfestivalen, der på torsdag går løs for 32. gang, er årets største begivenhed i det uafhængige amerikanske filmmiljø, og den har i dag status som den vigtigste filmfestival vest for Cannes. Festivalen, som har filmlegenden og Utahborgeren Robert Redford som spydspids, blev grundlagt for at hjælpe amerikanske film uden for Hollywoodsystemet med at nå et større publikum, og den har haft en kolossal betydning, siger Ira Deutchman, der har deltaget i hver eneste Sundance-festival siden begyndelsen af 1980?erne. Med flere årtier som filmproducent og -distributør bag sig er han i dag blandt de mest erfarne figurer på den uafhængige amerikanske filmscene.
“Sundance er en utrolig vigtig begivenhed. Festivalen er i høj grad medskyldig i, at uafhængige amerikanske film har opnået stor betydning og indflydelse både i USA og internationalt. Den satte fokus på kreative, uafhængige film på et tidspunkt, hvor der ellers ikke var megen fokus på dem,” forklarer Ira Deutchman, der i dag er direktør i New York-firmaet Emerging Pictures og ekstern professor på Columbia Universitys filmskole.
Over 10.000 film i alle kategorier er indsendt til årets Sundancefestival, og 16 spillefilm er udtaget til hovedkonkurrencen om bedste amerikanske drama. Og ligesom den i Danmark biografaktuelle “Winter’s Bone”, der sidste år vandt hovedprisen for sit portræt af en familie i udkants-Amerika, præges filmene på Sundance ofte af eksistentielle temaer.
I år er der store forventninger til eksempelvis spillefilmene “Higher Ground” om en frustreret mor, der søger svar hos en fundamentalistisk religiøs gruppe, og “Here” om en amerikansk kartografs rejse igennem både metaforisk og bogstaveligt ukendt territorium i Armenien. Blandt de udvalgte til dokumentarkonkurrencen er film, der tager fat på emner såsom aktiv dødshjælp og hustruvold.
Flere danske filmmagere har gjort sig gældende på Sundancefestivalen. “Here” er eksempelvis produceret af den New Yorkbaserede Lars Knudsen, mens et andet dansk filmtalent bosat i USA, Asger Hussain, for to år siden deltog som medproducent af filmen “Precious”, der vandt den fornemme hovedpris som bedste amerikanske drama. Han betegner Sundance som langt vigtigere end festivalerne i eksempelvis Cannes og Berlin.
“På trods af det cirkus, der også er Sundance, er det uden sammenligning den festival, der er mest på forkant. Den udklækker de mest interessante talenter og har et konsistent miks af smalle kunstfilm og film, der bliver set af et stort publikum,” forklarer Asger Hussain.
Da den første Sundance-festival fandt sted i 1979 under navnet US/Utah Film Festival, var det amerikanske uafhængige filmmiljø i krise.
Et årti før eksploderede filmen “Easy Rider” ud over de amerikanske biograflærreder og sparkede 1970?ernes gyldne Hollywood-æra i gang med værker såsom Francis Ford Coppolas “Dommedag Nu”, Martin Scorceses “The Godfather” og Milos Formans “Gøgereden”.
Men da årtiet gik på hæld, var antikrigs- og borgerrettighedsbevægelserne, der var med til at drive “det nye Hollywood” frem, stilnet af, og filmstudierne vendte de eksperimenterende film og filmmagere ryggen for i stedet at fokusere på publikumsmagneter såsom “Dødens Gab” og “Frækkere end politiet tillader”.
Robert Redford, der på én gang var et etableret Hollywood-navn og en fremmed fugl i filmbyen, brød sig ikke om det, han så, skriver filmskribenten Peter Biskind i bogen “Down and Dirty Pictures. Miramax, Sundance, and the Rise of Independent Film”.
“Redford forstod, at de mest kreative filmskabere i stigende grad blev lukket ude af systemet. Han så også, at hvis en aspirerende filmmager var brun, sort, rød eller af hunkøn – glem det; hans eller hendes chancer for at få et projekt var så godt som lig nul,” skriver Peter Biskind.
For at pleje og udvikle ikke-etablerede filmmagere og deres underfinansierede film grundlagde Robert Redford organisationen the Sundance Institute – opkaldt efter hans rolle i westernklassikeren “Butch Cassidy and the Sundance Kid” – og placerede den på sin skiranch i Utahs Wasatchbjerge. På cirka samme tidspunkt blev han stiftende formand for US/Utah Film Festival, der i 1984-85 smeltede sammen med Redfords organisation og formelt skiftede navn til Sundance Film Festival.
“I begyndelsen kom vi, fordi det var en betalt skiferie. Men festivalen begyndte at tiltrække flere og flere interessante film og blev en begivenhed, som var fast indskrevet i alle filmmageres kalendre. Sundance skabte en slags permanent styring og sammenhængskraft i det uafhængige filmmiljø,” fortæller Ira Deutchman.
Sundance-filmfestivalens store gennembrud fandt sted i 1989, da den dengang ukendte Steven Soderberghs lavbudgetfilm “Sex, løgn og video” vandt publikumsprisen og overraskende bragede igennem lydmuren som en landsdækkende billetsuccess.
Siden da har festivalen ofte fungeret som affyringsrampe for unge ukendte talenter, og instruktører såsom Quentin Tarantino og skuespillere som Matt Damon, Uma Thurman og Ben Affleck fik deres gennembrud på Sundance. Festivalen blev ifølge Peter Biskind den portåbning, der afgør ikke-etablerede amerikanske filmmageres skæbne.
“Hvis du bliver afvist, så er det tilbage til dagligvarebutikken eller socialrådgiverskolen,” konstaterer han.
Balancegangen mellem kunst og kommercialisme er imidlertid vanskelig, og festivalen ramlede ind i det, som Ira Deutchman betegner som “den mørke periode”, hvor Hollywood inviterede sig selv til Sundance. Filmsuperstjerner, agenter, publicister og megastudiechefer væltede ind i Park City og forvandlede de små films festival til et glamourøst mini-Hollywood med røde løbere, paparazzi-fotografer og store sponsorer. Penge syntes at være alle vegne, og kritikken haglede ned over Robert Redford og Sundance fra det uafhængige filmmiljø.
“Mytologien om Sundance blev for en tid større end selve festivalen og filmene,” konstaterer Ira Deutchman.
De seneste to år har festivalen imidlertid forsøgt at smide sit image som et prangende varemærkemekka og genfinde sine kunstneriske rødder som en ukonventionel lejrskole for uopdagede filmmagere.
“Sundance blevet mindre opstyltet og mindre åbenlyst kommerciel. Det er en afspejlning af tidsånden og tendenser inden for filmverdenen, men har også noget at gøre med den dårlige økonomi her i landet. Personligt er jeg af den overbevisning, at den uafhængige filmbranche har godt af at skære ned og genfinde sin ånd,” siger Ira Deutchman.
Om få dage rejser han atter til Park City for at se, hvilke kreative vinde der blæser blandt filmverdenens billedstormere netop nu.
“Sundance er altid blevet kritiseret. Enten er den for fodformet, for kommerciel eller for mærkelig. Men faktum er, at den repræsenterer sjælen i amerikanske uafhængige film, og den er stadig helt uundværlig,” konstaterer Ira Deutchman.
Anbefal Kristeligt Dagblad på Facebook og deltag i lodtrækningen om en iPad og et abonnement på avisen. Vinderen trækkes mandag den 17. januar 2011.
It’s a very general historic article about Sundance, and if I roughly translate what they say, you said inside the “” marks it would be…
First quote
“Sundance is an incredible event. The festival has to a large degree contribute to the growth of American independent cinema both in statue and influence, not only in the states but also internationally. It put it’s focus on creative independent film in a time where, there really wasn’t much focus on them.”
Second quote
“In the beginning we came because it was a free ski trip. But the festival started to attract more and more interesting films, and the whole thing become more of an event, which was marked down in every filmmakers calender. Sundance created a kind of permanent meeting place for independent film.”
Third quote
“For a time the Sundance mythology became bigger then the actual festival and it’s films themselves.”
Forth quote, this regarding the “new” image of Sundance.
“Sundance has become less stiff and overtly commercial. It’s a reflection of the times, and trends in the film world, but also with current bad economic situation in this country. Personally I am of the belief that the independent film industry can do with some cuts, and find it’s way back to it’s true spirit.”
Fifth quote
“Sundance has always been criticized, it’s either too conformist, commercial or strange. But the fact remains that it represents the soul of American independent film, and that is something that’s still totally indispensable.”
Best
Alex
Thanks Alex. At least I now know that I didn’t put my foot in my mouth.
–Ira